Blog Image

sofakritiker.dk - Jeg elsker tv!

Nyt om sofakritiker.dk – Radio24syv

Nyt om sofakritiker.dk Posted on 10 Mar, 2013 22:59:30

Sofakritiker.dk startede i maj 2011 for fuld udblæsning, med næsten daglige indlæg. Siden er det endt på et ’ét-indlæg-om-måneden’-agtigt leje – og her bliver det nok (desværre) liggende. Ved siden af bloggeriet, som trods alt blot er en hobby, har mit rigtige arbejde de sidste års tid fyldt rigtig meget. Det har resulteret i flere skønne tv-programmer, som har ramt skærmen i 2011 og ’12 – og også allerede i marts 2013 er der nyt fjernsyn, som jeg har haft fornøjelsen af at sætte mit aftryk på. Har du ikke allerede hørt om TV2s nye store lørdagsunderholdning ’Klipfiskerne’, så vil jeg da gerne slå et slag for det. Alle lørdage kl. 20.00 sidder Sigurd Kongshøj, Huxi Bach og Thomas Warberg samt deres gæster klar til at grine af og quizze med de bedste virale videoer fra nettet. Det er et nyt danskudviklet koncept og det er lidt en usædvanlighed i den genre – så det er for os, der har været involverede, en ret stor begivenhed. Jeg håber du vil se med.Det er ikke normalt den genre jeg skriver om, og lad dette være undtagelsen. Her på bloggen er det scriptede dramaer og komedier det handler om.

Denne hobbytjans har dog i sig selv også ført spændende ting med sig, for efter at have gæstet diverse radioprogrammer er jeg nu blevet fast tv-anbefaler på Radio24syv i programmet ’Weekendtillægget’. En gang om måneden (søndage omkring kl. 9.40) gæster jeg programmet og kommer med tre-fire anbefalinger til, hvad man kan se på danske tv-skærme og streaming-tjenester. Så vil du have flere anbefalinger end jeg kan komme med her på siden, så er det en god idé at lytte med. Næste gang er søndag d. 17. marts.



Radiointerview om seriefascinationen

Nyt om sofakritiker.dk Posted on 29 Apr, 2012 12:04:48

I denne uge blev jeg kontaktet af en journalist fra Radio24syv, som havde fundet min blog, og ville i den forbindelse have mig til at deltage i en debat om tv-serier i programmet Iben & Mødregruppen. I radioen som på tv, så flyver tiden af sted i godt selskab, og jeg nåede knap at sige halvdelen af de ting jeg havde på hjerte, derfor har jeg tilladt mig at skrive interviewet ud, og herunder også uddybe mine svar og komme med lidt flere anbefalinger end dem jeg nåede i radioen… Du kan genhøre hele programmet, der jo havde det dejlige fokus ”tv-serier”, som podcast her (min medvirken kan findes i ca. halvvejs i programmets anden time). Det er udsendelsen fra d. 27. april 2012, du skal vælge. Her er der også andre kloge hoveder, bl.a. tv!tv!tv!-vært, Ane Cortzen og Lektor Palle Schantz, der har interessante ting at sige om emnet. Herunder, altså, den lange udgave af interviewet:

Hvor stammer din interesse for tv-serier fra?
Min egen interesse går langt tilbage. Da jeg kommer fra en meget boglig familie med bøger fra gulv til loft, så var det i starten nok mit eget stille ungdomsoprør, senere blev det mere et opgør med samfundets fordommene om at tv er fordummende, for som jeg også har skrevet tidligere på bloggen, så synes jeg – hvis man bruger tv-serier rigtigt – at der er ligeså meget at lære af fjernsynet som af en god bog (dog skal det ene jo ikke udelukke det andet). Efterhånden som tv blev bedre, og efterhånden som jeg forstod, at bruge det jeg lærte i min hverdag, sociale kompetencer og referencer, humor, historisk indsigt og modediller, så blev det også mere og mere en besættelse for mig – og en hobby. Og det blev med tiden også naturligt for mig at gøre det til min levevej. Det er jeg endnu ikke blevet træt af. Madlavning og opvask er blevet en hyggelig ting efter jeg har fået adgang til tv-serier i køkkenet, ligesom tv-serier kan medbringes i et motionscenter – blot en anbefaling!

Hvorfor har du startet bloggen?
Jeg startede bloggen for et års tid siden, da jeg ofte blev bedt om at komme med anbefalinger til venner og bekendte. Men i virkeligheden er det en kulmination af flere ting. Nu brænder jeg jo især for amerikansk fiktion, som jo er i sin guldalder lige nu, samtidig med at der ikke er mange danske blogs, der omhandler dette emne, så der var jo et oplagt hul i markedet, oven i købet inden for mit interessefelt. Og så er jeg jo kommunikationsuddannet og kan dermed lide at videreformidle og markedsføre egne produkter. Dels er det min store interesse, men det var på et tidspunkt også et forsøg på at bevise overfor mig selv og min omgangskreds, at det ikke var tidsspilde at se så meget tv – og jeg lever jo også af at lave tv i dag, og der er et godt kendskab til bagkataloget ofte guld værd.

Hvad kendetegner en god tv-serie?
Der er nogle grundlæggende ting der skal være i orden. Det handler om identifikation og fascination. Der skal være en umiddelbar fascination af seriens univers. Jeg er personligt ikke så meget til de store victorianske fortællinger med store kjoler og pudderparykker, der er ingen fascination for mig i det univers. Jeg er mere til den beskidte amerikanske storby. Og så skal jeg kunne identificere mig i en eller anden grad med en eller flere af hovedkaraktererne. Mange piger har jo nok deres favorit i Sex & The City-universet, nogle kan se træk der passer på dem i selv i alle fire, men hovedsagen er at der noget identifikation. Som Palle Schantz fortalte i programmet, så var mange, der i starten ikke var glade for hovedpersonen Ingrid Dahl i serien Rejseholdet, man kunne ikke identificere sig med hende, hun var for kold. Derfor bragte de Niels Olsen ind i billedet som hendes mand, som kort tid efter døde, og fremtvang genkendelige følelser hos enken. Når Walt i Breaking Bad er dybt kriminaliseret meth-fremstiller og morder, holder vi med ham alligevel og synes han er sej, fordi vi stadig kan se hans humane side. Vi identificerer os med ham og forstår hans handlinger (begge selvfølgelig kun til en hvis grad) i de ofte pressede situationer han havner i…
Meget vigtigt er det også, at handlingen er troværdig, for selvom det kan være i et urealistisk sci-fi univers, så skal personernes handlinger stadig være troværdige i forholdet dertil. Selvom personer i komedier er gjort dummere eller overdrevet på anden vis, så skal der være en troværdig i rollen, som ikke stikker af fra universet. Det er eksempelvis, i mine øjne, en af de helt store forskelle på Ricky Gervais’ bedste og værste serier indtil nu. Extras overfor Life’s Too Short. For selvom rammen og universet langt hen af vejen er ret ens, og de komiske figurer er dejligt karikerede, så er der bare en forskel i figurernes troværdighed. Den kluntede agent i Extras, spillet af Stephen Merchant, er dum og klodset, men han har noget menneskelig uskyldighed og en sørgmodighed, der trods alt gør ham likeable og runder figuren af. Mens advokaten og for den sags skyld også Warwick Davis personlige assistent, i serien Life’s Too Short, helt mangler likeability og troværdighed – hvilket gør hele forskellen for mig!

Kort sagt (jeg ved godt at det er for sent at gøre det kort), så skal en serie udover fascination og identifikation have en uforudsigelighed og den skal overraske. De allerbedste serier giver både grin, gråd og sved på panden.

Hvilken tv-serie er den absolut mest vellykkede efter din mening?
Mange kritikere verden over er enige om at Breaking Bad er noget af det ypperligste inden for tv-serier lige nu. Og jeg er helt med på den vogn, men jeg er nødt til også at fremhæve Louie (læs mere om Louie her), som en af dem jeg ser meget frem til, at få et gensyn med denne sommer. Jeg har i virkeligheden lyst til at nævne et hav af serier, som jeg vil anbefale enhver, men skal nok undlade. Jeg bliver dog nødt til at nævne serier fra fortiden, som ikke længere kører, heriblandt føromtalte Extras, Seinfeld og The Shield, men også en serie som Mine glade 60’ere (The Wonder Years), har farvet mit tidlige syn på fjernsyn i en positiv retning… Men listen er lang. Vil du se flere anbefalinger så er der mange at finde her på bloggen, mere specifikt kan jeg henvise til en række sommerferieanbefalinger fra 2011, som du finder her.

Hvad er det der gør de serier særligt gode?
Jeg har beskrevet det lidt i ovenstående, om hvad der kendetegner en god serie. Men manuskripterne i disse serier rummer originalitet, sammen med humor og tragedie, ligesom de er i universer jeg kan lide at bevæge mig i.
Manuskripterne er så godt skrevet, at jeg får gåsehud!

Hvorfor har vi ikke set nogle af dem du nævner herhjemme?
De store kanaler herhjemme vil jo – heldigvis for min egen branche – gerne producere deres egne danske programmer til prime time fladen. Og så er der kun plads til alt det andet uden om, men dermed også uden for prime time, og her er seertallene selvsagt dårligere og man kan derfor ikke forsvare at bruge penge på alle mulige serier. Det skal være nogenlunde sikre hits. Derfor tager man kun de sikre og/eller billige valg og klassikere, som de ved folk elsker. Det koster næppe meget for TV2 at genudsende Venner og Beverly Hills 90210 for gud ved hvilken gang, og man ved at folk kan lide serien, og hvorfor så investere i noget dyrere, til en tidspunkt uden for prime time?

Der bliver jo heldigvis også produceret en del danske fiktionsserier – DR har en god track record for at lave landeplager til deres søndag aften og TV2 Zulu har haft godt held med komedier i sitcom genren. Men det stopper jo også der… Det er simpelthen for dyrt at producere fiktion i forhold til andre typer programmer. Eksempelvis koster ét afsnit af Borgen omkring syv millioner at lave, mens et afsnit af X-factor koster mellem en og to millioner kroner. Og når der så er flere seere på sidstnævnte, så er det svært at forsvare at lægge penge i fiktionens verden. Endnu mere på de reklamefinansierede kanaler, der jo kan sidestille antal seere med reklamekroner på bundlinjen.
Vi er trods alt kun 5,6 millioner mennesker i dette lille land, og det er derfra seertallene skal tages, og reklamekronerne hentes. I USA er der 313 millioner mennesker at tage af. Hvilket er årsagen til at de kan producere dyrere og flottere serier på daglig basis over there. Det gør dem også mere brutale, hvorfor vi også ofte ser, at en serie bliver pillet af fladen meget hurtigt efter en skuffende debut – noget danske serier er skånet for. Der er no mercy på de amerikanske kanaler.
Men der er flere grunde at vi går glip af de gode udenlandske serier i Danmark. Ofte sælges film og serier i pakker. Så hvis en dansk kanal skal købe Ringenes Herre, så er de tvunget til at tage eksempelvis Anaconda med i købet. Og når TV3 køber Game of Thrones (et år efter at seriens die hard fans allerede har set den), så får de eksempelvis S*** My Dad Says og Outsourced med i købet – til trods for at begge serier kun fik en kort sæson hver. Men det er god måde for de amerikanske investorer at få lidt af det tabte ind igen. Så TV3 har nu to halvdårlige serier, som de jo trods alt vælger at sende, hvilket giver en overflod af dårlige serier i tide og utide på danske kanaler. Samtidig skal TV3 være forhold sikre på at der er seere nok til Game of Thrones til at dække indkøbet. Derfor er det også risky business at investere i en serie som Breaking Bad, selvom den roses til skyerne alle steder, især når man oven i regnestykket skal lægge til, at alle der virkelig er i målgruppen, nok allerede har set serien på internettet eller på dvd.

Hvad er det nye? Hvad ser vi mere af i fremtiden?
Det er jo netop nu, at vi finder ud af hvad kanalerne satser på. Vi er midt i axe season, hvor det besluttes hvilke serier der skal slagtes og hvilke der får lov at overleve. Og inden længe for vi også at vide hvilke nye bud kanalerne kommer med. Men skal man udpege en specifik trend lige nu, så kan vi jo kigge lidt tilbage på de serier der kom sidste år – og her var det dramaer, der beskriver en bestemt periode i historien, der var hotte. For med AMCs succes med Mad Men forsøgte flere kanaler sidste år at efterabe, med serier som Pan Am og The Playboy Club, som begge skildrer samme periode som Mad Men. Begge er dog allerede døde, mens Mad Men står endnu. Men også andre tidsbilleder kom på banen, jernbanens tid skildres i Hell on Wheels, forbudstiden i Boardwalk Empire og så er der The Borgias, som bygger på sande begivenheder i pavernes storhedstid i slutningen af 1500-tallet. Men også gys er hot, og selv vampyrer er på vej ud, så er der i den grad plads til zombier (The Walking Dead) og spøgelser (American Horror Story og The River). Og så er der antiheltehistorierne hvor vi elsker at holde med de moralsk forkerte som i Breaking Bad, Shameless og Boardwalk Empire, for bare at nævne nogle få. Flere karakterer med ridser i lakken er på vej til os – og det ser vi frem til.
Der er ting som vi hvert år stensikkert får nye bud på. Der er altid flere adskillige bud på sitcoms, de færreste overlever dog. De er nemme at sælge til seeren og nemme at følge med i – uanset hvornår du kommer ind i serien. Man forpligter sig ikke til en føljeton, som i mange dramaserier – og det vil der altid være et marked for. Samtidig er der en dog en tendens til at de rendyrkede sitcoms, som vi havde så mange af i 90’erne, er ved at uddø ligeså stille, til fordel for dramady-genren – altså hybriden mellem dramaserie og comedyserie. Vi vil have mere dybde i de karakterer, det er meningen vi skal holde af. Og vi gider mindre og mindre at se serier med dåselatter og billige kulisser – de føles bare uddaterede, og har altid svært ved at tilkæmpe sig en sæson nummer to. Undtagelsen her er dog romcoms (romantiske komedier), som der hvert år kommer adskillige bud på.
Der er også altid nye bud på advokatdramaer og politiserier.

Hvad ser vi så i Danmark?
I Danmark får vi mere ikke-scriptet fjernsyn, reality, reportager osv. i prime time, og de lidt større live underholdningsshows til hele familien i weekenden. Mens de udenlandske serier fortsat kun fylder på de mindre kanaler og uden for primetime på de store kanaler. Vi er jo stadig trofaste overfor Beverly Hills og Venner, så de vil hellere sende de to serier igen frem for at prøve noget nyt. Det kan forudsiges at Amys ret starter op igen lige straks for nu er det sommer, og det plejer at være TV2s sommerserie. Viasat kanalerne kommer sikkert med flere serier, fra deres indkøbte pakker, som allerede er sat ud af produktion i USA, og dem brænder de nok af henover sommeren. Det er seertal der bestemmer… Så det er folk med en tv-meter boks i hjemmet, der i sidste ende skal slukke for Beverly Hills, for at få noget nyt på skærmen…

Har du flere spørgsmål, er der noget du undrer dig over eller har du bare en kommentar, så fyld bare kommentarfeltet – eller send en mail.



Gæstebloggere søges!

Nyt om sofakritiker.dk Posted on 07 Apr, 2012 22:18:06

Hvis du som mig elsker en godt fortalt tv-serie og hader når kanalerne kommer med uopfindsomme bud på nye faste serier, så er der en sandsynlighed for, at du er en vaskeægte tv-nørd – og hvor er det bare dejligt.

Vi lever i tv-seriernes guldalder og hver måned starter nye fantastiske serier, hver uge kommer der fantastiske afsnit og dagligt kan du bruge tid med karakterer du elsker. Hvad enten du ser tv-serier som tidsfordriv, som ren afslapning eller som dagens højdepunkt, så har du en mening om det du ser. Kunne du tænke dig at dele din mening med os andre? Vil du anmelde nyt eller gammelt, lave top ti lister, komme med interessante nyheder eller personlige beretninger fra din kærlighedsaffære med skærmen? – Så inviterer jeg dig hermed til at skrive indlæg her på sofakritiker.dk.

Så brænder du også for tv-serier og for at fortælle andre om det du ser, så skriv et indlæg, og send det til kontakt@sofakritiker.dk, så skal jeg sørge for at dit indlæg kan blive læst her på siden – en side der hver måned har omkring 500 besøgende.



Travlhed skader bloggen

Nyt om sofakritiker.dk Posted on 13 Sep, 2011 22:26:13

Kære
trofaste læser af sofakritiker.dk

Som du måske
har bemærket er der på det seneste kommet færre indlæg på siden. Det skyldes
dels at der nu er stilhed før stormen inden de sene september-, oktober- og
novemberserier kommer på skærmen, og dels at jeg for tiden har påtaget mig en
række spændende job, som i en længere periode holder mig beskæftiget syv dage
om ugen, og at jeg sideløbende hermed har jeg givet mig i kast med et større
personligt mål. Da disse opgaver betaler huslejen, kommer de i første række.

Jeg har
stadig mange planer og store ambitioner for sofakritiker.dk, og siden er aldrig
ude af mit sind, men antallet af timer i døgnet er langt fra nok, til også at
kunne nå at give bloggen den kærlighed den fortjener, når man samtidig trods
alt også gerne vil have lidt tid til at se de nyeste afsnit af de bedste serier.

Jeg trøster
mig dog ved, at jeg gennem mit job får lov til at lave en masse underholdende tv
til Danmarks befolkning på en skideskæg arbejdsplads, og jeg lover at gøre mit
ypperste for at holde siden helt up-to-date i alle mine frie stunder.

—-

Der er i
kalenderen for september måneds tv sket en del ændring, bl.a. har enkelte
kanaler flyttet nogle premieredatoer, det gælder eksempelvis An
Idiot Abroad
hvis premiere oprindeligt var annonceret til d. 11.
september, som er skudt til d. 23. Ligeledes har ABC skudt premieren på deres
nye serie, Suburgatory, til den 28. Der er nu foretaget rettelser i
kalenderen som du finder her.

—-

Ingen opdatering
uden lidt video. Det er snart tid til Dexter igen:

<!–
WriteFlash('’);
//–>



Færre indlæg – midlertidigt

Nyt om sofakritiker.dk Posted on 13 Jul, 2011 20:22:37

Som du måske har bemærket er antallet af indlæg dalet en smule de sidste par uger. Det er beklageligt, men som ene mand på pinden, kan det være svært at finde tiden. Jeg er bagud med de nyeste afsnit af serierne, og selvom jeg følger med i hvad der rører sig, så er tiden der ikke til at skrive alle nyheder og anmelde alt. For tiden er jeg nemlig i gang med selv at lave fjernsyn og Danmarks børn er forhåbentlig glade når der dagligt kommer nye afsnit af SommerSummarum på DR1. Når skolerne sommerferie slutter, stopper programmet og der bliver tid til atter at skrive mere aktivt – det passer også med at endnu flere serier er startet op til den tid, og der er mere at skrive om…



Ugens anbefaling holder pause

Nyt om sofakritiker.dk Posted on 28 Jun, 2011 07:16:05

Det er blevet tirsdag, det plejer at betyde at der kommer en anbefaling til en serie man kan give sig i kast med i mangel af godt og nyt tv. Men da flere og flere serier efterhånden er startet op i juni og endnu flere følger i juli, så er der efterhånden ved at være et fornuftigt nok udbud, til at anbefalingerne af klassisk godt tv for en stund kan holde pause og vige for nye afsnit, nye sæsoner og nye serier.

De tidligere anbefalinger kan ses her:

Freaks and Geeks

Extras

The Shield

Arrested Development

Whose Line Is It Anyway?

Der er flere anbefalinger i mit ærme, og de følger når vi atter rammer en periode uden nyt fjernsyn.



Nyt fra sofakritiker.dk

Nyt om sofakritiker.dk Posted on 21 May, 2011 22:49:11

I tråd med alle de store netværk, vil jeg også proklamere mine fremtidsplaner her i maj. Jeg arbejder på højtryk med at lave en fast videoblog – stadig med supplerende tekst. Men at skrive om tv er som at… Vent jeg vil lade Elvis Costello forklare med hans berømte ord: ”Writing about music is like dancing about architecture” – Så der er video på vej, jeg er i fuld sving med at bygge studiet. Så bliv hængende her på kanalen…