Vi har længe vidst at (den amerikanske udgave af) The Office synger på sidste vers og at serien er i sin sidste sæson. Først forlod seriens ubestridte stjerne, Steve Carell, serien, siden forlod Mindy Kaling (som spillede Kelly Kapoor) serien til fordel for hendes egen (og helt anden) serie, The Mindy Project. Med sig tog hun B.J. Novak, som spillede Ryan Howard, som er ny producer på hendes serie.

Inden den nuværende sæson blev en spin-off med karakteren Dwight (Rainn Wilson) annonceret og piloten bestilt – Hans sideløbende liv på gården skulle følges. Nu er også Angela Kinsey, som spiller Angela Martin i serien, også på vej over i et andet projekt – Dirty Blondes. Craig Robinson som er Darryl i serien er også på vej over i et endnu unavngivent projekt. Og så kom nyheden om at den store glade Kevin, spillet af Brian Baumgartner, også ville få sin egen serie. Alle forsvinder med andre ord, og seriens stjerner bliver ikke arbejdsløse. Det har NBC og folkene bag serien sådan set vidst længe, og rygterne går da også på, at seriens niende og sidste sæson skal lede op til/over i den affødte spin-off serie med Dwight. Hans familie bliver således efter sigende introduceret i kommende afsnit.

MEN, nu er der så sket det, at NBC har fået kolde fødder omkring den planlagte spin-off. Måske husker de stadig Joey-fiaskoen, der fulgte i kølvandet på Friends. Men ikke desto mindre ser det ud til at The Office slutter med et oplæg til en serie, der er død inden dens premiere. Ikke en værdig skæbne for skøn serie, men desværre typisk for ubeslutsomme NBC.


Aldrig mere Dwight!