I sidste uge bloggede Jeppe Dahl Jørgensen om The Newsroom her på sofakritiker.dk. I denne uge har han skrevet endnu et indlæg, denne gang om serien Girls.

Husk at du også kan blive hørt på sofakritiker.dk – læs her hvordan.

Girls
Cast: Lena Dunham (The Innkeepers, This is 40), Adam Driver (J. Edgar, You Don’t Know Jack). Første sæson kan fås på DVD, anden sæson har premiere på HBO til januar 2013.

Det er de færreste på 26, der mens de bor hjemme hos mor og far, skriver og instruerer en serie der får air time på selveste HBO. Men sådan var, og er det tilfældet med Lena Dunham, der også selv spiller hovedrollen i det meget anmelderroste drama-komedie Girls.

Lena Dunham er kommet på alles læber i USA, efter hun som blot 25-årig blev håndplukket af den prominente instruktør og producer Judd Apatow (Freaks and Geeks, The 40 Year Old Virgin, Knocked Up, etc.), for at blive skaber af sin helt egen HBO-serie. Et fuldstændigt uhørt træk, som har skabt respekt i branchen, og selvom Lena Dunham er et ubeskrevet blad i underholdningsbranchen, så har hun alligevel fået lov at arbejde sammen med et par af de helt store. Således er David Simon fra The Wire og Alan Ball fra Six Feet Under og True Blood blevet tilknyttet serien som executive producers. Dunham både skriver, instruere og spiller hovedrollen i serien, og hun gør det med stor kyndighed, som var hun en garvet rotte i faget.

Seriens omdrejningspunkt er de fire tyveårige New York-veninder, der forsøger at finde en vej gennem den urealistiske drømmehverdag, fyldt med ulønnet praktik og dårlig sex. De højtuddannede unge kvinder er en diametral modsætning, til den glamourøse verden New York er blevet fremstillet som i serier som Sex and the City og Gossip Girl. I Girls ser vi unge kvinder, der konstant forsøger at definerer sig selv, som de piger de er. Det har fået en del kritiske røster med på vejen, fra de amerikanske anmeldere. Ord som reaktionær, antifeministisk og overprætentiøs er alle blevet hæftet på seriens første sæson. Men kritikerne overser den hudløst ærlige og satiriske humor, som Dunham skriver, instruere og spiller med. Som en anden Woody Allen får hun karakternes neuroser til at spille sammen, og med en lethed, der får os til at tro på, at selv de mindste problemer betyder alt for de fire piger.

Bliver det så ikke for meget, kan man spørge sig selv, og jo… måske! Præmissen for serien er, at Dumham tager udgangspunkt i situationer fra virkeligheden, og i virkeligeden er der intet der er nemt, som hun udtalte til New York Times i forbindelse med seriens premiere. ”Jeg ser tv som folkets medium, og derfor er det vigtigt at vi normalisere det vi ser på tv!” (NYT, 8.6.2012). Emner som oralsex og om man lugter i underetagen før sex, bliver taget op i Girls – råt for usødet. Den slags ser man sjældent i prime time tv.

Selvom der er en åbenlys sammenligning med alle New York’er og pigeseriers moder, Sex & the City, så er sammenligningen ikke så lige til, og selvom de to serier på ingen måde er to alen af samme stykke, så fornægter Dunham ikke den arv, som Sex & the City har efterladt sig. Hvor dårlig sex i Sex and the City var dårlig, fordi han ikke ville tage sokkerne af, så er den i Girls dårlig, fordi pigerne, og deres partnere, ikke følelsesmæssigt er til stede.

I Girls er der således tale om langt større emner, end hvilke sko vi skal købe, og har om man nu råd til at overtrække ens kreditkort med $2.000 for at få den rigtige taske. Virkeligheden i Girls er grum, og blottet for Carrie & Co’s evige jagt på lækre mænd, cocktails og Manolo Blahnik-stiletter.

https://youtube.com/watch?v=Q_L52eExAHU
Lena Dunham er født i New York i 1986, og blev i 2008 uddannet som creative writer fra Oberlin College i Ohio. Hun fik i 2010 sin spillefilmsdebut med komediedramaet Tiny Furniture, som kan findes på dvd.

DR har købt Girls til deres nye kanal DR3, og den vil i løbet af 2013 løbe over skærmen.

Har du set første sæson af Girls, og er du enig med Jeppe? Smid din kommentar herunder.