Som du tidligere har kunnet læse her på sofakritiker.dk, er bloggen åbnet for gæstebloggere, der har noget på hjerte. Og noget på hjerte det har Jeppe Dahl Jørgensen, som er nyuddannet cand.mag. i medievidenskab fra SDU i Odense.

Jeppe har skrevet to indlæg til bloggen. Det første om The Newsroom får du herunder. Det næste kan du læse her på siden i næste uge.

Har du også noget at fortælle om tv-serier, er du mere end velkommen. Læs her hvordan.

The Newsroom
– Cast: Jeff Daniels (Dumb and Dumber, Speed), Emily Mortimer (Shutter Island, Hugo), Allison Pill (Milk, Midnight in Paris), Dev Patel (Slumdog Millionaire). Første sæson er netop afsluttet på amerikansk tv.

Skal man nævne bare et brandvarmt navn fra Hollywood, så må Aron Sorkin være et af dem der kommer først op. Han brød for alvor igennem med The West Wing sidst i 90’erne, og fik den ultimative anderkendelse, for en manusforfatter, da han i 2011 modtog en Oscar for Best Adapted Screenplay for The Social Network, og med sin nye serie The Newsroom er han for alvor tilbage hvor han startede.

En febrilsk reporter løber op til nyhedspulten med the smoking gun. Chefproducenten viderebringer overlegent nyheden til værten, som med kølig og dødbringende styrke sender projektilet mod interviewofferet. BANG, et stykke nyhedshistorie, eller hvad?

Vi følger i The Newsroom dagligdagen på den fiktive nyhedsredaktion News Night, som med anchorman Will McAvoy i spidsen har gjort sig til talerør for hele den amerikanske befolkning. Et talerør de hævder, er frit for kommercielle interesser, redaktører med specielle frokost- og golfinteresser og især en ledelse med en bestemt politisk dagsorden. McAvoy og hans hold af journalistiske terriere presser, optrevler og dækker de virkelige nyheder, og følger ikke nyhedsstrømmen, men går egne veje.

Sådan er præmissen for The Newsroom, problemet er bare at den desværre ikke holder stik. Sorkin røber allerede i første afsnit sin egen dagsorden, da McAvoy, som bliver kaldt nyhedsjournalistikkens Jay Leno (han er populær, fordi han ikke er til gene – nogle vil dog efter at have set første sæson, nærmere kalde ham for fiktionens Glen Beck), debatterer USA’s plads i verden. I sekvensen, der sender en direkte hilsen til Howard Beales åbenbaring i Sidney Lumets mesterværk Network, affyre han en pludselig tirade mod hjemlandets fald, og slutter moraleagtigt af med at sige ”America is not the greatest country in the world anymore”, og sådan starter serien.

McAvoy går fra at være færdig, fed og ufarlig til at være irriterende meningsmissionær, der på få minutter af seriens første afsnit bliver lagt for had af alle. Men der er håb. Ansporet af hans nye producer, den skarpe krigsrapporter Mackenzie MacHale, bringer de News Night tilbage på sporet, og den halsbrækkene åbningssvada er også blot den første af mange enetaler, der får McAvoy til at fremstå som den moralske vogter og frelser af os alle.

Problemet er bare at det er de lette ofre der står for skud, og hvem kan fortænke HBO i at tage den lette løsning. Det er jo som alle andre medievirksomheder i USA en organisation der har visse interesser, så selvom Sorkin og McAvoy vil så meget så gør de ingen ting. McAvoy skælder således den sensationslystne sladderpresser hæder og ære fra, og de populistiske politikere går heller ikke skud forbi. Han bider fast sig i haserne på den ekstremistiske Tea Party-bevægelse, og inspirationen fra virkelighedens Kieth Olbermann fornægter sig absolut ikke.

Og idéen er som sådan god nok. Sorkin går efter struben på den amerikanske presse, men beskyldningen om at man er holdningsløs og hellere vil rapporterer fra reality-lignende retssager, end dække de virkelige historier. Medierne ryger direkte i gabestokken og får teksten læst op. Problemet er bare, at sådan ser virkeligheden ikke ud! Hvis Sorkin ser den sådan, så har han vist ikke set amerikansk nyheds-tv, meget længe. Tendensen er nærmere at pressen og de forskellige nyhedskanaler i USA, bevæger sig mere og mere mod en partisk, polariserende journalistik, hvor det ikke er nogen hemmelighed, hvem man ”holder” med, og Sorkin svinger således Mester Erik mod et problem, der for længst er passé, og rammer primært sig selv og hans egen moral i hovedet. Hvor moralen i seriens første monolog var, at vi selv skal danne vores mening, så bliver McAvoy og hans stab, et eksempel på en redaktion, der vil belære os på bedste skolemester vis.

Derfor bliver The Newsroom mere en parodi på noget der var engang, end et billede af hvordan mediebranchen virkelig fungere og arbejder. Det kniber med realismen og troværdigheden omkring medarbejdernes replikker, og man tager hurtigt sig selv i at tænke ”Nej. Come on, sådan fungerer det bare ikke!”

Har du set første sæson af The Newsroom, og er du enig med Jeppe? Smid din kommentar herunder…