Årets Emmy nomineringer udkom forleden, listen over de
nominerede kan ses på utallige websites (se den her), men noget andet man også
kan se på mange af de store tv-sites, er harmen over de oversete serier. For
selvom feltet er stærkt, og der er en masse virkelig gode serier imellem, så er
der nogle serier, de har fået et hav af nomineringer – for mange vil nogen
mene, mens andre er udeladt. En af de mest skuffende udeblivelser er komedien Community.

De mest nominerede serier er Mad Men (19 nomineringer),
Boardwalk Empire
(18 nomineringer) og Modern Family (17 nomineringer). Og
selvom Modern Family er en fantastisk underholdende serie, så kan det godt
diskuteres om det var nødvendigt at nominere alle de mandlige skuespillere fra
serien, kunne ikke bare en af nomineringerne være gået til Donald Glover (Troy
i Community) eller Danny Pudi (Abed i Community)? Og kunne en af kvinderne fra
serien ikke have klemt sig ind på listen, hvor også alle de voksne kvinder i
Modern Family er på listen… Heller ikke på forfatterlisten er der blevet plads
til de skæve hjerner fra Community holdet.

Til gengæld er det en positiv overraskelse at se Louis C.K.s
(Louie) navn på listen over nominerede til bedste mandlige skuespiller i en komedieserie
og på forfatterlisten.