Juni måned er overstået. Der blev taget hul på et par nye serier og et par nye sæsoner, og der er serier der er gået på sæsonpause. Måneden bød på gode og dårlige tv-oplevelser, herunder er nogle jeg synes er værd at fremhæve og nogle jeg synes skuffede.

Det bedste fra juni:

Wilfred. Den amerikanske remake af det australske hit lover godt. Efter ganske kort tid glemmer man at Elijah Wood er hobbit, da han virker ganske overbevisende som Ryan, en depressiv tidligere advokat, der hader de krav verden stiller til ham. Og lige som han har givet op møder han Wilfred, som er naboen Jennas hund. Men i Ryans øjne er det en voksen mand i et lurvet hundekostume. (Manden) Wilfred ryger hash, drikker øl, er vulgær og langt hen af vejen ond overfor Ryan, samtidig opfører han sig jo bare som den hund han er og han opførsel smitter af på Ryan, hvilket har en positiv indvirkning på Ryans livslyst. Komedien er underfundig, sjov og virker ganske lovende. Seriens premiere fik de bedste seertal nogensinde for en komedie på FX.

Louie. Det er ofte lidt af en test for mange nye serier at komme lige så godt ind i anden sæson som de kom ud af en god gennembrudssæson. Den amerikanske komiker Louis C. K. startede anden sæson af hans melankolske komedie – og den forsatte nøjagtig hvor den slap. Der er ikke ændret det mindste i konceptet – og gudskelov for det, for det fungerer godt. Louie er dette årtis svar på Seinfeld, om end den er mere rå, og Louis C. K. viser os den anden side af en komikers liv, som Seinfeld aldrig viste os. For hvor Seinfeld er en (genial) komedieserie hvor man følger Jerry Seinfelds liv med hans ensemble af sjove venner i opstillede rammer, så viser C. K. os det mere ærlige billede af en trist klovn.

Halvdelen af alle afsnit foregår på en intim stand-up scene, den anden følger vi Louis’ private gøremål som 42-årige fraskilt mand. Han tager sig af sine børn, men ikke sig selv. Han lever usundt og han kan ikke finde ud af hvad han som fraskilt mand skal stille op med sit liv. Han er i identitetskrise og lever kun for alvor på scenen. Serien har en utrolig fin balancegang mellem dyster og morsom – hvilket serien intromelodi også fint understreger med teksten: ”Louie, you’re gonna die!”

Game of Thrones. Første sæsons afslutning faldt i juni. De to sidste afsnit i denne gode serie, var klart sæsonens bedste, og forventningerne til den nye sæson er skruet en tand i vejret. Jeg vil ikke spoile noget for nogen, men blot opfordre til at se serien, og sidder du ikke tilbage med en ”Oh my god”-fornemmelse efter sæsonens næstsidste afsnit, så må du kalde mig Mads…

Franklin & Bash. Havde denne spritnye dramady haft premiere i efteråret, så havde den ikke haft en chance mod alle de andre store spillere på markedet, men måske er det fordi det sommer og konkurrencen ikke er stor at den fungerer. Serien får ikke toppoint, men den har nu vist sig ganske underholdende i mangel af bedre.

Skuffelser i juni:

Juni bød på en del dårlig tv, men mange af de dårlige serier var det til at forudse kvaliteten af (eksempelvis MTVs Teen Wolf), så man kan ikke påstå at de skuffede, de levede bare op til (de lave) forventninger. Det var derimod mere uventet at disse to skuffede:

Falling Skies. TNTs nye Steven Spielberg satsning er bestemt ikke dårlig, og den lagde ud med forrygende seertal, men jeg må indrømme, at jeg havde forventet mere. Bevares, jeg er ikke, og har aldrig været, den store sci-fi fan, men alligevel så var der lagt op til mere. Jeg syntes at det allerede nu lægger op til enten en al for langtrukken kamp mod de invaderende styrker fra det ydre rum, eller også kommer det til at gå for denne serie, som det gjorde for The Event, med en aflysning inden vi finder ud af hvordan det hele ender. Jeg vil se med lidt endnu, og så håber jeg at serien kommer op i gear og fanger mig, for jeg vil gerne kunne lide dette drama.

SPOILER: Sæsonafslutningen på The Killing. Der er skrevet meget om AMC genfortolkning af den store danske succes Forbrydelsen, og gennem hele sæsoner har serien høstet roser blandt tv-anmeldere. Men så kom sæsonens sidste afsnit… og så brød helvede løs! Følger du serien på kanal 5, så læs ikke videre.

Den amerikanske hovedforfatter, Venna Sud, havde inden premieren lovet at morderen ikke ville være den samme som i den danske original, og der var da gennem sæsonen også en del ændringer, men ingen havde alligevel regnet med at morderen ikke blev afsløret! Et mysterium trukket over 13 afsnit er i forvejen svær at sælge til seerne, der er blevet forvent med mordopklaringen i hvert afsnit, men at de trofaste seere så får en mavepuster som tak for trofastheden er en svær en at sluge. Serien er forlænget med endnu en sæson, og folkene bag lover, at vi i den nye sæson nok skal få de svar vi søger. Skuespillerne og andre der omgiver serien har alle været ude og forsvare serien afslutning, men kanaldirektøren på AMC , Charlie Collier har alligevel set sig nødsaget til at tage bladet fra munden, da kanalen ikke var forberedte på den respons finaleafsnittet fik. “We underestimated the passion of viewers have for closure within this season,” sagde Collier. “It was never our intention to misguide the viewer. The audience has an important voice, we heard them and don’t take them for granted.” Han støtter dog op om beslutning om at lave sæsonen slutte med en cliffhanger. “Cliffhangers are a staple of TV and a huge part of mysteries. If I could do anything differently, it would be to manage expectations.”

Sud har selv udtalt at de Ganske rigtigt selv stiller spørgsmålet ‘Who Killed Rosie Larsen?’, men at det aldrig er blevet lovet at svaret ville falde efter 13 afsnit. Dog siger Sud: “I want to assure that they will find out who killed Rosie Larsen in Season 2.”