Mandag havde Showtime sæsonpremiere på Weeds. Sidst vi forlod familien Botwin, var Andy, Silas, Shane og ’vennen’ Doug Wilson på vej mod Danmark og Wonderful Wonderful Copenhagen, mens Nancy og den lille ny blev tilbage i staterne i klørene på den onde Esteban. Med andre ord var Nancy i noget af en redelighed…

Inden opstarten på syvende sæson blev der – ikke mindst her på siden – spekuleret i om hvordan Nancy bliver reddet ud af situationen, og om de andre nogensinde ville nå til Danmark. For noget tid siden kom rygtet ud om, at når vi vendte tilbage til serien, ville vi være tre år ude i fremtiden, og dermed at vi ville være tilbage i staterne. Og der er spolet tre år frem og Nancy er stadig i staterne. Men den øvrige familie er minsandten blevet i København, hvilket for os danskere var en ret sjov oplevelse. Og de er da gået så langt som til at hyre nordiske skuespillere til at spille danskere og de har lavet hyggelige stemningsbilleder i Nyhavn (eller købt stock footage). Alligevel har de ikke lige fået set korrektur på afsnittet af en dansker, hvilket giver nogle lidt komiske svipsere…
Shane har fået en dansk kæreste der hedder Renata (spillet af den amerikansk boende danske Charlotte Bjornbak) og hun snakker dansk. Så langt så godt.

Andy og Doug viser turister rundt på Christiania, men Silas er blevet model, der reklamerer for en hyldeblomstsdrik (de kalder det Flowerwater), der hedder noget så dansk som ”Hyldeblomst Super Ja!” og sælges under sloganet ”Hør til dine ældre” – ja de har tilsyneladende valgt at bruge google translate frem for at spørge en rigtig dansker. Silas har en dansk manager der hedder Gunder, der siger lidt danske gloser inden han slår over i engelsk, hvilket skjuler at han bliver spillet af den svenske Christian Wennberg. Han skælder ud, mens en dansk sminkøse snakker et noget gebrokent dansk (hun er da også svenske Sofie Norman). Dette foregår oven i købet til et Nik og Jay nummer… En amerikaner lægger næppe mærke til nogen fejl, men det er for os andre en lille smule morsomt.

Derudover er serien og handlingen tilbage på det sædvanlige Weeds spor, og jeg vil lade dig selv opleve hvordan de kommer videre og væk fra problemerne (og ind i nye).