I forgårs
sendte ABC sæsonfinalen af Cougar Town, og der, midt i det hele,
var der efterladt et påskeæg. Men ægget kom højest usædvanligt fra NBCs Community.
Vi vender tilbage til scenen i Cougar
Town
om lidt…

Man ser ind
imellem at personer fra en tv-serie dukker op i andre tv-serier. Dette trick
bruges ind imellem for at trække seere fra den ene serie over til den anden. Melrose
Place
havde eksempelvis en del af disse crossovers fra Beverly
Hills 90210
da de havde brug for starthjælp. Jake (MP) og Kelly (BH)
blev kærester, så de (med venner) kunne besøge hinandens serier. Mad
About You
og Friends gjorde det også, og listen
er lang. Det der dog er usædvanligt i dette tilfælde, er at det som beskrevet
er sket på tværs af to konkurrerende netværk og i to serier som ikke er i samme
genre (sitcom og dramady).

Lad os
starte fra begyndelsen, med en kraftig anbefaling af Community. Community er
en fantastisk (overset) perle af en tv-serie. Elsker man kyniske jokes,
referencer til film og tv-serier og elsker man når en serie bliver
metatekstuel, så kan man ikke komme uden om Community
– og den byder for øvrigt også på et herligt gensyn med Chevy Chase. På NBC er
serien betegnet som et nicheshow, den er klemt inde mellem mastodonterne 30
Rock
, Parks and Recreation og The Office på kanalens
comedy-torsdage. Selvom/fordi det er et nicheshow, så får manuskriptforfatterne
lov til at lege frit og det udnytter de til fulde. Bl.a. sendte serien for
nylig deres første clipshow, men heller ikke det var som clipshows i andre
serier. Normalt tænker hovedpersonerne tilbage på oplevelser, seeren har set
før, men i Community er der skrevet
nye minder (vi ikke tidligere har set). Det er altså en imponerende mængde
arbejde/penge, der går i at rekreere nye minder i nye kulisser.
Sæsonafslutningen på anden sæson bød på to afsnit, der havde helt nye
introsekvenser, det koster altså også en del penge at sætte introværkstedet i
arbejde på den måde. Tidligere lavede de også et helt afsnit i clay-mation –
bare fordi. Det er aldrig hvad der er lettest og billigst, der kommer i første
række, når man skruer afsnit sammen af Community.

Nå men, tilbage til historiens kerne. For nylig så vi en forandret Abed (en af
hovedkaraktererne spillet af Danny Pudi) fortælle en lille historie til sin
ven, og serien egentlige hovedperson, Jeff (Joel McHale). Abed er seriens
meta-formidler og ham der altid holder styr på referencer, kort sagt spiller
han i serien en væskeægte tv-nørd der ofte har svært ved at skille virkelighed
fra fiktion. I klippet herunder fortæller han Jeff om hans forhold til Cougar Town og om hvordan hans (og husk
nu: fiktive) karakter i en ferie medvirkede i et afsnit af serien. Som så meget
af det Abed siger, ved man ikke helt om det har hold i sandheden.

https://youtube.com/watch?v=hC7iB3sPYf8

Til folk der
endnu ikke har stiftet bekendtskab med Community,
vil jeg påpege at denne dialog ikke er typisk for serien og for Abed (og så
alligevel ret typisk), men gør dig selv en tjeneste at give serien en chance.
Serien havde tidligere lagt et hint ud om et forestående crossover-samarbejde
da Cougar Towns Dan Byrd og Busy
Phillips i meget få sekunder pludselig var med i Community. Alligevel havde jeg ikke set følgende scene komme (Nok
også fordi jeg ikke ser Cougar Town).

Som man ser,
så går Abed ikke, og Courtney Cox er da heller ikke med i scenen, men pyt, for
Danny Pudi sidder der, som Abed, og han gør som Abed ville gøre, hvis han var
statist i Cougar Town – og ja, han
skider i bukserne som han også fortæller Jeff senere (eller det vil sige
tidligere – for Community-afsnittet
kom jo først). Det er så meta, at jeg har svært ved at beskrive det med ord!
Det er et vaskeægte påskeæg som os Community-fans
labber i os. Det er faktisk ret ødelæggende for scenen i Cougar Town, at han ter sig sådan, men det gør det bare endnu mere
fantastisk, at det er kommet med i den endelige sæsonafslutning.

Til
historien hører også at Communitys
bagmand Dan Harmon og Cougar Towns
ditto, Bill Lawrence, bare gjorde dette på tværs af kanaler og uden at spørge
om lov. Og heldigvis/naturligvis kom de ikke i problemer for det. Fed gimmick
og dobbelt thumbs up herfra!